Det mener Lærerstuderendes Landskreds
Læreruddannelsens længde og placering
Lærerstuderendes Landskreds mener, at det er indholdet i og ikke længden af læreruddannelsen, der er afgørende for kvaliteten. Længden af den nuværende ordinære læreruddannelse giver den studerende mulighed for at tilegne sig de kvalifikationer, der kræves for at skabe sig en professionel læreridentitet. Den faglige progression og fordybelse kan derfor ikke opnås gennem en kortere uddannelse.
For at undervisningen på læreruddannelsen kan have en kobling mellem teori og praksis, er det nødvendigt, at underviserne på læreruddannelsen gennem deres arbejde har en direkte tilknytning til folkeskolen. Lærerstuderendes Landskreds mener derfor, at læreruddannelsen fortsat skal udbydes under professionshøjskolerne.
Udbud af læreruddannelser i hele landet
Der bør sikres uddannet arbejdskraft til alle dele af landet. Derfor er det nødvendigt med en regional dækning af læreruddannelser. Det bør samtidig sikres, at den studerende får tilbudt samme kvalitet i uddannelsen, uanset hvilket uddannelsessted der vælges. Studieordningen på den enkelte læreruddannelse skal således også udformes, så de studerende har mulighed for at skifte uddannelsessted.
Hvis en professionshøjskole ændrer i deres læreruddannelsesudbud, skal dette ske på baggrund af en faglig vurdering, der sikrer læreruddannelse af højere kvalitet, og aldrig af økonomiske hensyn. I denne sammenhæng er det nødvendigt, at alle interessenter inddrages i beslutningsprocessen. Det er ydermere essentielt, at de studerende har mulighed for at færdiggøre uddannelsen uden forringelser af det uddannelsesforløb, de er blevet optaget på.
Én læreruddannelse med plads til forskellighed
Da folkeskolen stiller de samme krav til læreren, uanset uddannelse, har alle lærerstuderende krav på en uddannelse, der giver samme kompetencer og muligheder for ansættelse i folkeskolen. Derfor er det nødvendigt, at der kun findes én læreruddannelse, der bygger på og synliggør samspillet mellem linjefag, pædagogiske fag og praktik. Det betyder også, at meritering af studerende skal finde sted på den ordinære læreruddannelse og ikke gennem meritlæreruddannelsen.
Lærerstuderendes Landskreds ønsker en læreruddannelse med muligheden for at få sine erhvervede kompetencer meriteret. Den mangfoldighed, forskellige baggrunde og kompetencer giver, styrker læreruddannelsens dynamik og kvalitet.
Udvekslingsophold og internationale perspektiver
Det kan være til gavn for mange studerende at tage et udvekslingsophold på en læreruddannelse i udlandet. Samtidig kan et uddannelsessted drage stor nytte af udvekslingsstuderende og internationale hold. Det er Lærerstuderendes Landskreds' holdning, at studerende på udvekslingsophold skal have de rette forudsætninger for opholdet til rådighed, herunder bolig og økonomi til udgifter forbundet med studiet. Herudover er det afgørende, at opholdet kan meriteres, så den studerendes ophold anerkendes som den studerendes uddannelse på lige vilkår med den uddannelse, den studerende er indskrevet på. Det er essentielt, at de studerende får grundig information og vejledning om muligheder, forudsætninger og forhold i forbindelse med udvekslingsophold.
Højt undervisningsniveau og relevante adgangskrav
Det faglige undervisningsniveau på læreruddannelsen bør altid tage udgangspunkt i et gymnasialt B-niveau eller tilsvarende. Dermed skal det også være muligt for den enkelte studerende at opkvalificere sig via suppleringskurser, således at denne kan følge niveauet i undervisningen.
Lærerstuderendes Landskreds mener, at den studerende skal kunne vælge linjefag efter interesse og ikke efter adgangskrav. Adgangskrav på læreruddannelsen bør derfor tilknyttes uddannelsen som helhed og ikke de enkelte fag. Lærerstuderendes Landskreds ønsker desuden indførelse af optagelsessamtaler som supplement til optagelse på læreruddannelsen.
Indholdspligt frem for mødepligt
Lærerstuderendes Landskreds mener ikke, at mødepligt er en garanti for læring og deltagelse. Derfor bør fokus rettes mod kvaliteten og indholdet i undervisningen. Undervisningen skal være så kvalificeret, at det ikke kan lade sig gøre at bestå, medmindre man aktivt har tilegnet sig de nødvendige færdigheder.
Studerende på læreruddannelsen skal vejledes og forberedes på de krav, der stilles til det at være studerende, og de studerende skal tilegne sig de færdigheder, der kræves for at kunne tage ansvar for egen læring. Det er Lærerstuderendes Landskreds' overbevisning, at dette opnås gennem en løbende vejledning og ikke gennem mødepligt
Den ideelle prøveform på læreruddannelsen
Kommende lærere skal være bedømt på de rette vilkår, og en eksamen skal i højere grad ses som et middel frem for et mål. Det er derfor nødvendigt, at den studerende får en grundig vejledning samt både en mundtlig og skriftlig bedømmelse sammen med den givne karakter.
For at eksamenerne modsvarer folkeskolens krav og former, er det vigtigt, at den studerende får mulighed for både at gå til gruppeeksamen samt tværfaglig eksamen. Ydermere må det ses som en nødvendighed at have en tættere praksisrelation, så erfaringer fra praktikken inddrages til eksamen.




