Sådan forholder du dig
Hvis du vil klage over eksamen, skal dette ske senest to uger efter, at du er blevet gjort bekendt med resultatet af eksamenen. Fristen løber dog tidligst fra den dato, der er meddelt for offentliggørelsen. Klagen skal være skriftlig og begrundet.Din klage skal sendes til dit uddannelsessted, som hurtigst muligt forelægger klagen for bedømmerne. Senest to uger efter bedømmerne har modtaget klagen, skal klagen være færdigbehandlet og afgørelsen meddelt uddannelsesstedet. Herefter får du hurtigst muligt meddelelse om resultatet.
Klageren har krav på at se bedømmernes svar på klagen, men du har ikke ret til at se de notater, bedømmerne har taget under eksaminationen/prøven. Hvis du som klager ikke er tilfreds med afgørelsen, kan du vælge at indbringe afgørelsen for et ankenævn.
Klageren indgiver anken til uddannelsesstedet, og anken skal være skriftlig og begrundet. Fristen for indgivelse af en anke er senest to uger efter, at du er blevet gjort bekendt med bedømmernes afgørelse.Herefter nedsættes et ankenævn efter bestemte retningslinier beskrevet i bekendtgørelsen. Ankenævnets afgørelse meddeles uddannelsesstedet ved vintereksamen senest to måneder efter og ved sommereksamen senest tre måneder efter, at anken er indgivet.
Har du brug for hjælp til at udforme en klage, er du velkommen til at kontakte Lærerstuderendes Landskreds' sekretariat eller din lokale LL-klub.




