Pressemeddelelse fra Lærerstuderendes Landskreds
Lærerstuderende vil uddannes til hele lærergerningens virke!
Fredag den 12. februar ’10 godkendte Undervisningsministeriet fire nye forsøgslæreruddannelser fra Professionshøjskolen Metropol, der skal finde sted på Læreruddannelserne Metropol på Frederiksberg. Allerede fra sommer i år, kan de studerende vælge en af disse profillæreruddannelser, der hver især tager udgangspunkt i områder i folkeskolen.
Lærerstuderendes Landskreds ser bekymret på såvel de godkendte profillæreruddannelser fra Metropol som på udviklingen af læreruddannelsen gennem profillæreruddannelser.
”Vi er meget skeptiske overfor linjefagsstrukturen på den ordinære læreruddannelse og ønsker frit linjefagsvalg på læreruddannelsen. De godkendte profillæreruddannelser binder de studerendes linjefagsvalg, allerede inden de har påbegyndt studiet. Det er en markant forværring af den ordinære linjefagsstruktur”, udtaler Line Hjarsø, formand for Lærerstuderendes Landskreds.
Lærerstuderendes Landskreds mener, at profillæreruddannelser fragmenterer indholdet i læreruddannelsen og vil forringe den studerendes mulighed for at blive uddannet til hele lærergerningens virke.
”Skal fremtidens lærere i fællesskab kunne løfte folkeskolens ansvar, er det altafgørende med én læreruddannelse.Vi ønsker én læreruddannelse, der uddanner lærere til hele folkeskolen”, udtaler formand for Lærerstuderendes Landskreds Line Hjarsø.
For yderligere kommentarer kontakt
Formand Line Hjarsø ● +45 20 33 22 27



